Køb af fladskærme
Gode råd om køb af fladskærme.
Ved køb af fladskærms-TV anbefales du at være opmærksom på følgende:
HVAD SKAL JEG KØBE?
Fladskærme er ikke det samme som HDTV. I takt med, at priserne på de store fladskærme er faldet drastisk over de sidste par år, er salget steget tilsvarende markant. - Men ikke alle TV skærme er forberedt på HDTV. Mange af de store fladskærme har faktisk en dårligere billedopløsning end de almindelige billedrørsskærme. Det er fordi, mange fladskærms-TV er produceret i henhold til amerikanske standarder for overførsel af TV-billeder. Denne viser blot 480 linier i TV-billedet, mens den europæiske standard viser 576 linier. Hvis man ønsker at se HDTV, må man derfor have en HD-kompatibel plasma- eller LCD-skærm. Skærmen bør være en 16 : 9, HD READY LCD skærm, og må gerne understøtte FULL HD.
HDMI, som betyder HIGH DEFINITION MULTIMEDIA INTERFASE, anbefales, da det er en fremtidssikring af apparatet, idet der her er tale om standarden for digital signal af meget høj kvalitet. Det føres ud i et nyt stik, som erstatter scart stikket. Den nyeste standard er version 1.3 - For at gøre det enklere for forbrugerne, er industrien blevet enige om fælles retningslinier for, hvad der må kaldes HD-kompatible TV-skærme. Hvis skærmene er mærket med "HD READY" skulle man således være sikker på, at skærmen kan vise HD-TV. Det skal lige nævnes, at de endelige retningslinier for mærkningen første faldt på plads i den europæiske industriorganisation EICTA i slutningen af januar 2005.
OPLØSNING: To forskellige HD-TV formater. Lige siden farve-TV blev indført i 1960-70èrne, er TV-billedet blevet overført i en opløsning på 576 horisontale linier. For at spare båndbredde opdateres billedet ved hjælp af såkaldt liniefletning (interlacing). Det vil sige, at det blot er halvdelen af linierne, der opdateres ad gangen. Først opdateres linierne 1,3,5,7... og dernæst linierne 2,4,6,8 osv. Opdateringen går dog så hurtigt, at det menneskelige øje ikke kan nå at opfatte det og blot ser de levende billeder på skærmen. Med HD-formatet øges antallet af horisontale linier fra de 576 til 720 eller 1080 linier. Selvom industrien er blevet enige om, hvad der skal til, for at en TV-skærm skal kunne kaldes "HD READY" er det nemlig ikke lykkedes at nå til enighed om kun ét HDTV format. Formatet med 1080 linier opdateres hver anden gang, som vi kender det i dag, mens det andet HDTV format med 720 linier opdaterer samtlige linier lige efter hinanden. Den synlige forskel på de to formater er imidlertid svær at få øje på og har du en "HD READY" skærm, vil du kunne modtage begge formater. Har man først en "HD READY" mærket skærm, behøver man med andre ord ikke bekymre sig om, hvilket HD-format programmerne sendes i. Opløsning måles i antal pixels (punkter) på TV-skærmen. Jo flere pixels, des bedre.
TV-skærme op til 36" har standard 1366 X 720 (HD), over 36" bør være 1920 X 1080 (Full HD). P (progressive) efter opløsning står for opdatering af hele billedet og I (interlacing) står for opdatering af et halvt billede ad gangen. P skulle være det bedste?
Som det fremgår af kravene, skal skærmene minimum have en 720 liniers opløsning. Det betyder, at hvis man f.eks. har en HD-Ready skærm med 720 linier, så vil HD-programmer med 1080 linier automatisk blive skaleret ned til 720 linier. Dette giver en lidt lavere opløsning på TV-skærmen.
RESPONSTID: Er den tid, det tager de enkelte pixel at skifte farve på skærmen. Det vil sige tænd og sluk tiden. Jo lavere tid, jo bedre billede - for at undgå, at der trækkes skygger ved bevægelse, anbefales højest 8 ms. I dag ligger mange skærme på 3-4 ms.
LYSSTYRKE: For at få et oplyst og naturligt billede, skal der være tale om en så høj værdi som muligt. Vi anbefaler minimum 550cd / m2.
KONTRAST: For at få det bedste billede bør kontrasten være høj - jo højere jo bedre, da der er tale om forholdet mellem den højeste værdi af hvid og sort. Vi anbefaler minimmum: 8000 / 1. En skærm, der er antirefleksbehandlet, er altid en god ide. Denne værdi er ikke sammenlignelig mellem forskellige mærker, det er nødvendigt at se med egne øjne.
DIGITAL TUNER: Bør være indbygget i TV-apparatet. Er den ikke det, kan den købes ved siden af og kobles til TV-apparatet. Tuneren anvendes til at modtage digital signal og er et krav efter 2009. Tunere fås med understøttelse af forskellige komprimerings-standarder - MPEG2 og den nye MPEG4.
BRED SYNSVINKEL: Sikrer, at apparatet har en bred synsvinkel, helst mellem 175 og 180 gr., så man kan se billedet naturligt også fra siden.
STRØMFORBRUG: Sikre dig, at dit TV-apparat har så lille strømforbrug som muligt. Ved drift gerne mellem 80 - 200 W, alt efter størrelse. Ved standby gerne mindre end 0,8 - 1 W.
GENERELT: Jo billigere TV - "jo større risiko for fejl" er ikke nødvendigvis rigtigt..... Gå ned i butikken og se TV-apparatet - se om billedet er godt og gengiver farverne korrekt.
Husk at se billedet / TV-apparatet tilsluttet en antenne og ikke kun se en gengivelse fra en DVD / CD sender, som de fleste forretninger bruger. Ved hurtige bevægelser (eks. fodbold / cykelløb mv.) må der ikke trækkes skygger. Læg også mærke til, at der ikke er ujævne kanter.
Kilde: Radio & TV Nyt, nr. 1, januar 2008.